Forvent det uventede med denne redaktørs tilgang til farverige outfits

Michelle Li elsker at lege med farver – uanset om det er i form af tøj, makeup eller hår. Det er ikke bare et talent. Det er noget hun lærte at mestre på et kursus i farveteori, som hun tog på designskolen. "Det hjalp mig virkelig med at se, hvordan farver fungerer sammen", forklarer hun. "Nu går jeg igennem farvefaser, hvor jeg virkelig sidder og eksperimenterer med alle de forskellige nuancer, og hvordan de fungerer sammen".

Under sin opvækst i Indiana ville Michelle gerne skille sig ud fra sine beskedne Midwest-omgivelser. Mode blev hendes udtryksform. "Jeg var så sulten efter stimulering og mode-inspiration", mindes hun. "Vi havde ikke så stor adgang til det, så det gjorde os mere opfindsomme".

Nu, hvor hun er bosat i New York City, fortæller moderedaktøren, at hun altid bliver inspireret af sine naboer i midtbyen. Hendes egen stil er finurlig. Mønstre og prints støder sammen med lag af tekstur og volumen, og hvert look benytter sneakers som fundament. Det er en trend, som hun selv indrømmer, at hun først sent tog til sig.

Sneaks er dog ikke bare for udseendet. Der er ikke noget hun værdsætter mere for mode end funktionalitet, fortæller Michelle. Desuden er hun en ivrig atlet, der både spiller tennis, løber og cykler, når hun har tid til det. Her fortæller hun om sin stil og hvordan både komfort og farver er blevet vigtige for hende.

Jeg voksede op i Greenwood, Indiana, der hovedsageligt var hvid. Mine forældre emigrerede fra Kina, og vi var nok den eneste asiatiske familie. Jeg følte mig altid som en outsider. Så flyttede vi til Carmel, hvor der var langt flere asiater, hvilket var rart, men så følte jeg, at "jeg vil skille mig ud". Jeg begyndte at gå mere op i mode og at bruge det som en måde at føle mig som noget særligt. Mine venner og jeg elskede at klæde os ud. Vi trak fx en sports-bh over en T-shirt, og så syntes vi, at det var vildt og funky. Det lærte mig at værdsætte styling og at kombinere ting.

Jeg elsker at se high school-film og ligesom se på, hvordan kostumedesign er med til at definere karaktererne. Jeg genså konstant de samme film igen og igen, og lagde mærke til de mindste detaljer. Jeg var fx vild med stilen i 13 snart 30, og de outfit var nok med til at definere min påklædning hele vejen igennem high school.

[Under min] opvækst i forstæderne, var ens muligheder stort set det, man kunne få i det lokale 'mall', og hvis man fandt noget andet end det, så følte man sig virkelig som noget særligt. Det er bare sådan en interessant tid i øjeblikket, hvor alting mødes, og det faktisk er lige meget, hvor man går hen, eller hvad man har på. Det handler om, hvordan man går med det. Det er virkelig fedt.

Man kan lære noget af enhver stil. Jeg ser altid den her ældre dame, der kører på sin cykel på Spring Street. Hun er nok omkring 60, og hun har den mest fantastiske stil, som bare fylder mig med energi og inspiration. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, hvad der fungerer for mig, så jeg oplever det som en velsignelse at kunne se alle de her menneskers outfits og selv udvælge de aspekter, jeg kan lide og gerne vil prøve at kopiere.

For mig er det mere mentalt en æstetisk. Jeg går virkelig meget op i mit arbejde, de outfits jeg sammensætter, min egen personlige sti, det er virkelig noget jeg stå inde for det. Når jeg tænker over, hvorfor jeg er tiltrukket af så mange blomstermønstre, der har fine linjer og stærke farver, så minder det mig om, hvordan min mor plejede at klæde sig, da hun kom til Amerika. Hun genfortolkede amerikansk mode, men prøvede også at holde fast i sig selv, ved at gå i forskellige kinesiske mønstre.

Jeg har altid haft det sjovt med at ændre hvor meget farve, der indgår i et outfit, og hvordan de andre farver reagerer på det, og hvordan de fungerer sammen. Der er dog helt klart nogle farver, der føles som et no-go for mig. Af en eller anden grund går jeg aldrig i gult. Den får mig til at føle mig som en banan. Farver er så farlige, fordi de virkelig kan give en helt bestemt stemning. Jeg har helt sikkert lavet en masse fejl med mine outfits, hvor jeg nu tænker, "Åh nej, der blev jeg alt for Halloween-agtig".

Jeg har gået i så mange ukomfortable outfits, så nu er komfort min første prioritet. Jeg går stort set kun i sneakers. Jeg elsker at blande den strømlinede, alsidige feel ved sportswear med mere feminine stykker. At tilføje farver er altid en sjov udfordring.

Jeg var i en boghandel i Japan, hvor det virkelig gik op for mig, at sneakerkultur var noget, som har stået på i så lang tid. Jeg fandt de her Nike-kataloger, der beskrev historien og evolutionen af Air Max, Air Force 1 og Nike Shox. Det var i det øjeblik, jeg tænkte, at jeg vil vide mere om det her og finde min egen signatursneaker. Jeg er i øjeblikket vild med Nike VaporMax Plus. I middle school ønskede jeg mig altid et par Nike Shox, men det havde vi ikke råd til, så det er min måde at give lidt tilbage til Mini Michelle.

Under min opvækst spillede jeg tennis, og det holdt jeg virkelig af, men her i New York er der bare så få tennisbaner. Jeg plejede at spille tennis tre timer om dagen, så de første par år kæmpede jeg virkelig med at finde en ny rutine her i New York. Jeg fulgte forskellige timer, men det holdt aldrig. Nu er jeg begyndt at løbe en masse. Jeg hadede altid at løbe. Det føles som om, at jeg altid har prøvet at komme i gang med at løbe. Jeg har pøvet at ændre fokus fra "Jeg skal løbe 5 km hver dag" til "jeg vil gerne løbe for min mentale sundhed, for at tømme mit hoved". Det har virkelig hjulpet mig. Så har man det godt, selv hvis man ikke har løbet så langt. Efter en lang dag, selv hvis jeg er virkelig træt, så får jeg mig selv ud at løbe. Man kan altid finde 30 minutter til det, ikke? Jeg brugte f.eks. nok 30 minutter på Instagram om morgenen.