Hvordan man laver biomateriale – og skaber fremtiden fra sit køkken

Innovation

Lær, hvordan man laver alger om til naturplast, og få en nyttig lektion i, hvordan man går efter det, man brænder for, af Nike-designer Rikke Bonde.

Sidst opdateret: 9. november 2021
7 minutters læsetid

"Hands On" er en serie, hvor du lærer taktile sanseteknikker af innovative eksperter.

Har du nogensinde søgt trøst i banankageopskrifter eller prøvet at bekæmpe kedsomhed ved at eksperimentere med surdej? Materialedesigner Rikke Bonde fra Nike har en opskrift til dig, som er ... en smule anderledes.

"Da pandemien brød ud, så jeg det som en god anledning til at begynde at eksperimentere derhjemme," siger hun. Fordi Rikke skulle arbejde hjemmefra, besluttede hun at kickstarte et sideprojekt, som hun havde gået og tænkt over. Hun satte et simpelt laboratorie op, hvor hun kunne undersøge, afprøve og udvikle adskillige opskrifter på biomateriale: Slidstærke plastik- og gummisubstanser lavet af naturlige ingredienser. "Jeg lavede et regelsæt for mig selv, som at jeg fx kun måtte bruge ting, som man har [i huset]," siger hun om sin bæredygtige tilgang.

"Jeg tror, [at biomaterialer er] fremtiden," siger Rikke. "Vi har for mange [ting] liggende, og vi er nødt til at finde en måde at genbruge dem eller finde et nyt formål til dem på. Hvordan ser vi på de materialer, der har den mindste påvirkning på planeten? Hvordan kan vi blande disse materialer for at gøre dem stærkere, bedre eller give dem et nyt udtryk?"

Hands On: Sådan laver man biomateriale

En tredjedel designer, en tredjedel forsker og en tredjedel kok. Rikkes job hos Nike handler om hele tiden at udvikle materialer, som fodtøjsdesignerne kan have til rådighed. Men med sit sideprojekt kombinerer hun sit medfødte talent for problemløsning med kemiske reaktioner og veganske madlavningsteknikker.

Hvis man vil prøve at finde svar på disse spørgsmål, behøver man ikke at kigge længere end sit eget køkken. Det er der, Rikke finder og bruger ting som mælk, gelatine, alger og aquafaba (det vand, som kikærter er blevet kogt i, og som kan bruges som et vegansk alternativ til æggehvider) til at opfinde nye materialer og give dem liv med naturlige farvestoffer fra blomster, rødbeder, grønkål og gurkemeje for at nævne nogle få.

En lille sejr kan være meget tilfredsstillende for Rikke. Hendes konstante prøven sig frem og små ændringer og justeringer har ført til utallige gentagelser – men det kick, en ny opdagelse giver, går aldrig væk. "Det er næsten helt magisk, for processen er så simpel," siger hun. "Man starter med noget, og så ender man med at have noget andet."

Se videoen om Rikkes hjemmelaboratorie på toppen af siden, og find ud af, hvordan man kan lave sin egen bioplast af agar (et fortykningsmiddel til fødevarer, som udvindes af alger). Nedenfor deler Rikke kreative tips, en gennemgang af tidligere eksperimenter og en trinvis opskrift, man kan prøve derhjemme.

Hands On: Sådan laver man biomateriale

Hemmeligheden bag Rikkes materialer er, at hver substans er helt unik, men lavet af blot en håndfuld basale ingredienser (agar, gelatine, kasein og stivelse) og desuden naturlige farvestoffer og madaffald. AGAR: (1) kaffegrums, (2) gulerodssaft/æggeskaller/kork, (3) rødbedefarve/farve fra løgskræl, (4) madfarve/æggeskaller, (5) æggeskaller. AGAR-SKUM: (6) farve fra svampe, (7) farve fra svampe, (8) blå spirulina, (9) rødbedefarve/madfarve, (10) rødkålsfarve, (11) rødbedefarve, (12) blomsterfarve/gurkemeje. GELATINESKUM: (13) blomsterfarve/spirulina, (14) rødkål/gurkemeje. KASEIN: (15) spirulina/farve fra løgskræl, (16) spirulina/madfarve, (17) blå spirulina. MAJSSTIVELSE: (18) chiliflager, (19) gurkemeje, (20) gurkemeje. KARTOFFELSTIVELSE: (21) affald fra eksperimenter, (22) lavendel.

Vær frygtløs (og andre tips fra Rikke)

Tip 1: Der er ikke noget, der hedder et dårligt eksperiment

"Jeg er mislykket med så meget," siger Rikke om sine biomaterialeopskrifter. "Men det gjorde mig sulten efter at lave en anden version. Og nu arbejder jeg på en tredje version. Det er en læringsproces."

Rikkes leg med ingredienser og temperaturer har resulteret i nye idéer og udfald (nogle af dem ses ovenfor), som Rikke har præsenteret for sit team "som et lille museum eller et kig ind i fremtiden," siger hun.

Rikkes blanding af nysgerrighed og vedholdenhed – hun giver ikke op, selvom tingene ikke går helt som forventet – har været afgørende for projektets fremskridt. "Jeg tror bare, jeg var frygtløs," siger hun. "Jeg ville bare lære ting, og jeg ville selv prøve mig frem."

Tip 2: Brug kun ting, som er nemt (og naturligt) tilgængelige

"Man skal lave sine egne farver og afprøve en masse," siger Rikke og henviser til sine egne opsatte begrænsninger om kun at bruge, hvad hun har ved hånden.

Hendes eksperimenter hjalp hende med at finde frem til nogle gode ingredienser fra husholdningen – fx alger, som har "mange gode fordele ... Det kan tage kulstof ud af luften og suge det ind, og så er det biologisk nedbrydeligt," siger hun. "Man kan ikke blot spise det, man kan skabe materialer af det, og det kan også binde ting sammen."

Hvad det æstetiske angår, så kan man koge blomster med salt og udvinde naturlige farvestoffer. "Farve er ren slik for mine øjne. Jeg kan ikke leve i en verden uden farve," siger Rikke, som allerede er i gang med at udtænke et nyt eksperiment, hvor hun vil genbruge sine egne kreationer. "Det kunne være megasejt, hvis man også kunne bruge biomateriale til at lave farver af ..."

Tip 3: Bliv ved med at udforske og eksperimentere

"Som barn ville jeg lave min egen idébank," siger Rikke om den nysgerrighed og kreativitet, som har fulgt hende igennem hele livet. Hun bliver stadig inspireret af at skubbe grænserne for det mulige – og hun hviler aldrig på laurbærrene. "Det handler om [at sige]: 'Okay, det var en succes. Hvordan kan vi så komme videre med det?"

Hands On: Sådan laver man biomateriale

Lav din egen agar-bioplast

Her er en af Rikkes yndlingsopskrifter på biomateriale – bare en af de mange, hun har forfinet igennem tiden! Dette er den samme opskrift, som gennemgås i videoen ovenfor.

Bemærk: Du vil komme til at arbejde med varme væsker, så der skal være en voksen tilstede, og husk at bruge sikkerhedsbriller og -handsker.

Redskaber

  • Køkkenvægt
  • Målebæger
  • Gryde
  • Grydeske
  • Termometer
  • En beholder, hvor man kan lade en varm væske størkne i, fx støbeforme eller petriskåle

Ingredienser

  • 80 milliliter vand
  • 3 gram agar
  • 12 gram glycerin/glycerol
  • Madfarve eller hjemmelavede farver (valgfrit)

Opskrift

  1. Bland vand, agar og glycerol sammen i en gryde. Rør, indtil agar og glycerol er opløst.
  2. Sæt gryden på komfuret, og rør, indtil blandingen er opvarmet til lige under kogepunktet (omkring 93 grader). Fjern blandingen fra varmen, når den begynder at boble, og fortsæt med at røre. Hvis der er skum ovenpå, så fjern den med en ske. (Hvis der er skum på overfladen, vil det give luftbobler i din bioplast).
  3. Hæld væsken over i støbeform(e) eller andre beholdere. Hvis du har lyst, kan du tilsætte farve eller andre dekorative ting, som fx kork eller blomster.
  4. Lad det størkne i 30 til 60 minutter, og tag det så ud af formen. (Bemærk: Materialet kan blive ved med at ændre sig i de næste par dage, hvor det enten kan blive hårdere eller ændre form).
  5. Gå din kreation efter i sømmene! Begynd så at tænke på, hvordan du kan gennemføre processen næste gang – hvordan du kan justere på proportionerne, lave det tyndere eller tykkere eller blande nye dekorative ting i.

TIP: Du kan tilsætte madaffald, som fx brugt kaffegrums, skræl fra appelsiner, løg og kartofler, chiliflager, teblade, æggeskaller m.m. til at give farve og tekstur. Ingredienser som gurkemeje, rødbedesaft, spirulina-pulver og aktivt kul kan bruges til at lave naturlige farver med.

FAKTA: Brug af bioplast kom før plastik fremstillet af petroleum. I det 15. århundrede før vor tidsregning brugte egypterne lim lavet af kollagen, kasein eller albumin til at bygge møbler med.

Hands On: Sådan laver man biomateriale

Klik nedenfor, hvis du vil have opskriften i printvenlig version.
(Bemærk: PDF-version kun tilgængelig på engelsk.)

Film: Azsa West
Tekst: Brinkley Fox

Skrevet: November 2020

Oprindeligt udgivet: [dato]

Relaterede historier

Nike-yogalæreren Fabian Domenech om at være sit sande jeg

Coaching

Podcasten Trained: Find autenticitet med Fabian Domenech

Sådan opbygger og bryder du vaner med James Clear

Coaching

Podcasten Trained: Opbyg atomvaner med James Clear

Hvordan Nike Trainer Maria Wada finder glæde gennem bevægelse

Coaching

Podcasten Trained: Genopfind dig selv med Maria Wada

Nike FC-looket: Nicole

Kultur

Nike FC-looket: Nicole

Sociolog Sabrina Strings om urealistiske kropsnormer

Coaching

Podcasten Trained: Genopfind kropsbilledet med Sabrina Strings