How We Play: 6-mands amerikansk fodbold

Community

Denne populære udgave af spillet holder liv i traditionerne i Marfa, en by i Texas, der er under hurtig forandring.

Sidst opdateret: 3. februar 2022
10 minutters læsetid

"How We Play" er en serie, der hylder atletiske fællesskaber verden rundt, som sætter deres eget unikke præg på sport.

Vi er i anden quarter i Marfa Shorthorns' sidste kamp i denne pandemi-prægede sæson. John Aguero, som er kombineret quarterback/running back for Shorthorns, griber et snap og kaster bolden til Ethan Zubia, den ledende quarterback, hvilket gør det muligt for Ethan at passere scrimmage-linjen.

Ethan løber cirka 15 yards tilbage, langt bag de tre offensive linjespillere (der er kun 12 spillere på banen ad gangen). Han undviger én forsvarsspiller fra Van Horn Eagles, og én til. Han presses og kaster bolden ind i end zone til Shorthorns' wide receiver, Ian Marquez, som hopper og griber den. Touchdown! Marfa-fansene, som har kørt i mere end en time for at komme til Eagle Field i Van Horn for at støtte deres hold i aften, går helt amok.

Selvom Eagles har hjemmebanefordelen og fører 34-12 inden pausen, har Shorthorns' tur til end zone givet dem håb om at undvige 45-point-barmhjertighedsreglen, som bestemmer, at et hold, der fører med mere end 45 point ved eller efter halftime, udråbes som vinder. I en klassisk kamp på highschool-niveau ville en føring på 45 point give anledning til stor bekymring. Men det er ikke usædvanligt i denne pointrige version af spillet, hvor én forspildt tackling ofte fører til en touchdown.

Dette er ikke amerikansk fodbold, som du måske kender det. Dette er 6-mands amerikansk fodbold.

1/4
How We Play: Seksmandsfodbold
2/4
How We Play: Seksmandsfodbold
3/4
How We Play: Seksmandsfodbold
4/4
How We Play: Seksmandsfodbold

Marfas identitetskrise

Hvad enten man spiller, er coach eller hepper med fra sidelinjen, så er amerikansk fodbold en uundværlig del for indbyggerne i Marfa og for byens identitet. COVID-19 har gjort de lokale bevidste om, hvor vigtige fredagskampene er, og hvor nemt det hele kan mistes.

Inden for de seneste år har Marfa udviklet sig til en oase for kunst og kultur, og turister strømmer til de fine restauranter, hippe hoteller og ironiske udstillinger. Men disse forandringer har med højere priser presset lærere, almindelige arbejdere og folk, hvis familier har boet der i generationer, væk. De er ikke imponeret over de stigende huslejer, de smarte butikker og bøffer til 60 dollars.

I et sammentømret samfund på blot 2000 mennesker, som ligger lidt mindre end 320 kilometer fra El Paso, er amerikansk fodbold noget, som indbyggerne virkelig støtter op om. "Når man ankommer til byen, kan man se de malede vinduer, flagene er hængt op, Marfas ånd er tydelig, det lilla og hvide ses", siger Shorthorns' chefcoach Arturo Alferez. "Man føler sig speciel, fordi man er en del af det, som er man med til at bringe det bedste frem i byen".

Men udvandringen fra byen betød, at Marfa i 2011 måtte gå fra 11-mandshold til 6-mandshold.

Lad os tage et tilbageblik

Denne modificerede version af amerikansk fodbold blev opfundet under Den Store Depression af en lærer og coach fra Nebraska ved navn Stephen E. Epler. Han kaldte det "six-man", og idéen var at give spillere fra byer med svindende befolkningstal mulighed for at spille. Den første officielle 6-mandskamp blev spillet i Nebraska i 1934, og sportsgrenen kom til Texas i 1938. I 1953 havde den spredt sig vidt og bredt til tusindvis af skoler ude på landet.

How We Play: Seksmandsfodbold

I dag har mere end 350 små skoler i fortrinsvist Nebraska, Montana, New Mexico, Oregon og Texas 6-mandshold. Det skyldes mest af alt den samme form for fraflytning, som fik landbefolkningen til at svinde under Depressionen. Det estimeres, at mere end 150 skoler i Texas vil spille 6-mands amerikansk fodbold fra 2020 til 2022.

1/3
How We Play: Seksmandsfodbold
2/3
How We Play: Seksmandsfodbold
3/3
How We Play: Seksmandsfodbold

Reglerne

  • En skole skal have færre end 105 elever for at kunne deltage.
  • En first down er 15 yards (ikke 10).
  • En quarter varer 10 minutter (i stedet for 12).
  • Alle spillere på banen er en berettiget receiver.
  • Quarterbacken må ikke passere scrimmage-linjen, før bolden har skiftet hænder. For at komme uden om dette afleveres bolden ofte til en spiller, som giver bolden til quarterbacken, som så frit kan løbe bag scrimmage-linjen.
  • Et field goal giver 4 point (i stedet for 3). Et sparket point efter en touchdown giver 2 point (i stedet for 1), og et converted run eller et pass play giver kun 1 point (i stedet for 2.
1/3
How We Play: Seksmandsfodbold
2/3
How We Play: Seksmandsfodbold
3/3
How We Play: Seksmandsfodbold

Taktikken

  • Vind. Eller hav det i det mindste sjovt.
  • Spil disciplineret og fokuseret. Ellers bliver du ikke populær hos forsvarskoordinatoren, coach Josh Kelly.
  • Punt ikke på en fjerde down. Heller ikke hvis det er en fjerde og 27. Punts er sjældne i 6-mands amerikansk fodbold, og chefcoach Arturo Alferez kan godt lide at gamble.
  • Ryg ikke i "45-point-fælden". Hvis man er bagud med 45 point ved eller efter halftime, har man tabt.
  • Bevæg dig.Færre spillere på banen betyder, at alle kommer til at løbe meget.
How We Play: Seksmandsfodbold

Hjemmebanen

Shorthorns spiller hjemmekampene på Martin Field. Som alle 6-mandsbaner måler den kun 80 gange 40 yards i modsætning til den traditionelle bane på 120 gange 53 1/3. Der er malet tal og linjer på det solsvedne græs, som er slidt og gulnet. Før pandemien var tribunerne fyldt, men en mindre gruppe af hardcore fans kommer der stadig. Livlig træning og spændende kampe trækker tilskuere til, som lever og ånder for amerikansk fodbold.

How We Play: Seksmandsfodbold

Personligheder

Det er ikke kun spillerne, der udgør sportens DNA; det er coachene, administratorerne og de trofaste fans, der fylder sidelinjen op kamp efter kamp, uanset om holdet vinder eller taber. Det er byen, der holder "six-man" i live.

How We Play: Seksmandsfodbold

"Naturtalentet"
Ian Marquez
Alder: 16
Wide Receiver

"Det giver små skoler [mulighed] for at spille amerikansk fodbold. Det er det fede ved six-man", siger Ian, som knap havde prøvet sportsgrenen inden denne sæson. Som førsteårselev valgte han ikke at spille, hvilket var en beslutning, som chokerede hans forældre, fordi han kommer fra en familie af atleter og amerikansk fodbold-fans. Hans storebror, Angel, er en legende inden for "six-man" og er berømt for at have scoret 10 touchdowns i én kamp. Som tredjeårselev er Ian dog endelig trukket i kamptøjet og er blevet en fremragende spiller. "Han forvandlede den form for angreb, vi kan spille", siger coach Alferez, fordi Ians sportslige dygtighed gjorde, at Shorthorns oftere kunne kaste bolden ned ad banen.

How We Play: Seksmandsfodbold

"Teddy Bear"
Arturo Alferez
Alder: 46
Chefcoach

Coach Alferez har igennem to årtier stået i spidsen for en række sportsgrene på forskellige skoler i Texas. Hans elever og medcoaches kalder ham for Teddy Bear og siger, at han er Shorthorns' hjerte. "Det er en følelsesmæssig binding for mig at være coach her i Marfa", siger han. Coach Alferez vil gerne indføre nye traditioner, der har direkte med amerikansk fodbold at gøre – som for eksempel at vinde – og andre, der ikke har, som ballet folklórico, en traditionel mexikansk folkedans, som han koreograferer til opvisninger og opmuntrer spillerne til at lære. Han joker ofte med at gå på pension, men det er tydeligt, at han gerne vil gennemføre en attitudeændring. "Jeg siger til dem igen og igen, at hvis jeres mål er ikke at vinde noget isenkram – trofæer, ringe osv. – så tror jeg, I er på det forkerte hold", siger han.

How We Play: Seksmandsfodbold

"Gameren"
Justice Ortiz
Alder: 17
Safety/Wide Receiver

Justice indrømmer, at han ikke engang ser amerikansk fodbold på tv. Han kan lide at spille computerspil – Call of Duty, Red Dead Redemption 2, Grand Theft Auto, Minecraft. Når han ikke er på banen i sin lilla trøje, så sidder han højst sandsynligt med en spillekonsol i hænderne. Så hvorfor beslutter en ranglet knægt, som ikke engang går særlig meget op i amerikansk fodbold, sig for at spille for Shorthorns på sit tredje år? "For at skabe minder sammen med vennerne", siger han. "For at være en del af fællesskabet".

How We Play: Seksmandsfodbold

"Chip Off the Block"
Tristan Kelly
Alder: 15
Offensiv linje/defensiv linje

Tristans far, coach Kelly, er matematiklærer og tidligere six-man-spiller for Sanderson Eagles, som var fem point fra at slå en endnu ikke brudt rekord og et delstatsmesterskab, da han spillede for dem i 2002. Tristan, som er førsteårselev, har udvist stort potentiale, når han er oppe imod de ældre elever, men han er også vild med matematik, og han vil læse til ingeniør på University of Texas. Selv om Tristan følger i sin fars fodspor, vil han skabe sin egen vej. "Jeg prøver at presse mig selv til at blive bedre, end han var", siger han. "Når jeg får børn, vil jeg have, at de skal blive bedre end mig, for det er sådan, det bør være".

How We Play: Seksmandsfodbold

"De lokale Marfa-beboere"
Armondo og Lucy Garcia
Alder: 83 og 81
Pensionister

Garcia-parret er født og opvokset i Marfa. De blev kærester i high school og giftede sig i 1957. Armondos tid i militæret bragte dem rundt i hele landet, men de vendte tilbage til Marfa i 70'erne. De har en dyb følelsesmæssig tilknytning til holdet: Deres børn spillede og var cheerleaders for Shorthorns, og deres oldebarn, Diego Estrada, er med på holdet som førsteårselev. Deres søn Sammy, en kunstner, som døde som 19-årig, designede det logo til Shorthorns, som holdet stadig bruger. "Jeg får tårer i øjnene, hver gang jeg ser det", siger Lucy.

How We Play: Seksmandsfodbold

Sæsonens sidste snap

Kampen i Van Horn ender som en fiasko. Det er Eagles' første sæson i "six-man", men de er allerede for stærke for Shorthorns. Med blot et minut og 15 sekunder tilbage ryger Marfa i 45-point-fælden med scoren 75–26. Efter kampen talte Shorthorns' coaches dybtfølt til drengene, som stimlede sammen omkring dem. "De fremskridt, vi har opnået, skal nok få os derhen, hvor vi skal være", siger coach Alferez. "Tak igen. Jeg har så stor respekt for jer. Jeg elsker jer, gutter. Jeg elsker jer". Snøftende teenagere svarer i kor: "Jeg elsker også dig".

How We Play: Seksmandsfodbold

Det er lørdag eftermiddag, dagen efter kampen , og nogle af spillerne – Justice, Cristian Ontiveros og Uriel Torres – er hjemme hos Ian. Hans far er i gang med at grille på en "disco" (en stor diskformet grill, som man bruger i mexikansk madlavning). Han laver tacos og gør klar til at se kampen med Texas Tech på tv. Drengene hænger ud og beklager sig over nogle af de fejl, de lavede aftenen før. De taler om computerspil, musik og den fejlagtige opfattelse udefrakommende har af Marfa. "Der bor gode folk her", siger Christian. "Jeg mener, at vi er mere end bare kunsten".

I de år, coach Alferez var i spidsen for holdet, har de kun én gang formået at vinde flere kampe, end de tabte i en sæson. Men efter denne sæson, ser han optimistisk på den kommende. "Vi har haft fremskridt", siger han. "Vi har fået point på tavlen. Vi var i stand til at konkurrere".

Holdet har skabt et familieagtigt bånd. Kampene holder ånden fra de gamle dage i live og samler byen. Og takket være spillere som Tristan og Ian kan amerikansk fodbold leve videre i Marfa i endnu en generation.

How We Play: Seksmandsfodbold

Skrevet af: Drew Blackburn
Fotos: Cengiz Yar
Illustrationer: David Linchen

Skrevet: November 2020

Oprindeligt udgivet: [dato]

Relaterede historier

How We Play: Gadetennis i Barbados

Community

How We Play: Gadetennis

Never Done Writing Your Future

Fællesskab

Never Done Writing Your Future

Sådan svarer du mere positivt

Coaching

Sådan responderer du mere positivt på (næsten) alt

5 tips til at håndtere udbrændthed ifølge eksperter i mental sundhed

Coaching

Det skal du gøre, når du føler dig totalt udbrændt

For at opnå et mål skal du beslutte dig for, om processen er det værd

Coaching

For at nå et mål skal du beslutte dig for, om processen egentlig er det værd