For at nå scenen fandt denne danser først sig selv – derefter nedbrød han stereotyper

Som 21-årig ved Nathan Féliot allerede, hvad han vil mere end noget andet i livet: at blive professionel danser. Og han går mod samfundets og familiens forventninger for at få det til at ske.

"Jeg vil ikke fortryde noget", siger den fransk-fødte om sin drøm.

Historien om Nathans rejse mod scenen er den samme for mange unge mænd, som er blevet opdraget til at tro, at sport for dem starter og slutter med en konkurrence på en bane.

"I skolen var fodbold for drenge, og dans var for piger", siger Nathan, som voksede op i Toulouse, og genkalder sig sine tidlige fejlopfattelser. "Jeg havde det her billede af ballerinaer, der lavede klassisk dans og havde tutuskørt på, og jeg ville ikke tage det til mig. Jeg vidste ikke, at jeg kunne udfordre den kønsstereotyp".

Så Nathan, der allerede var tæt med sin mor og gerne ville bruge mere tid med sin far, prøvede fodbold ligesom drengene i sin klasse. Og derefter svømning. Og derefter stadionatletik. Og derefter kampsport. Men han elskede ikke noget af det. "Træneren råber ad dig, og der er ingen glæde ved det", siger han.

Til sidst indskrev hans mor ham i Le Lido, som er Toulouses berømte cirkusakademi. Der var der, at en instruktør først opdagede Nathans potentiale og overbeviste ham om, at han skulle forfølge dansen ved et formelt konservatorium. "Han bragte noget frem, som jeg havde skjult, fordi jeg først tænkte, at det ikke var muligt", siger Nathan.

Da hans passion først var kommet frem, stod Nathan dog over for en anden forhindring: at overtale sin mor, der var en succesfuld ingeniør, til at han godt kunne have en karriere i udøvende kunst. Han klarede intensive dansekurser, der krævede, at han lagde 80 timer om ugen i studiet, alt imens han balancerede et 2-årigt internationalt handelsprogram. "Det var udmattende, men det var prisen, jeg skulle betale for at gøre det, jeg elsker", siger Nathan, som stadig undgår at have samtalen med sin mor.

"Jeg sagde det ikke direkte – at jeg ville danse – til at starte med, fordi jeg vidste, at det var noget, der var svært at acceptere", siger Nathan. Han tilføjer, at selvom hans mor er stolt af hans dansepræstationer, så er hun stadig bekymret for (som mange forældre), om hendes søn kan kanalisere sin kreativitet og talent til en levevej.

Ikke desto mindre er han fokuseret på sine mål som aldrig før. "Jeg vil bevise for hende, at jeg kan få succes", siger Nathan, der også vil udfordre fejlopfattelser inden for dansebranchen. Han har allerede stødt på nogle etnisk-relaterede stereotyper om "hvordan farvede mennesker danser godt", men samtidig ikke betragtes som klassiske dansere. Gennem hårdt arbejde og flid vil han også modbevise disse stereotyper.

Belgien er Nathans næste destination, hvor han netop er blevet accepteret til at træne på et 3-årigt program på et prestigefyldt dansekonservatorium. Og efter det? Han har store drømme. Han er inspireret af værkerne fra anerkendte, moderne dansekoreografer som Jacob Jonas og James Wilton. Nathan overvejer allerede, hvordan industrien vil se ud for ham på den lange bane; om det vil indebære nyfortolkning af musicals eller med tiden at springe fra danser til koreograf.

"Du kan ikke være danser hele livet", siger han. "Jeg er nødt til at sikre mig".