Ask the Coach: Hvordan fortæller jeg mig selv, at jeg er god?

Hej Coach

Da jeg var yngre, tilbragte jeg mere tid på bænken end på banen. Nu spiller jeg på min high schools førstehold, og efter vores forward blev skadet i vores første kamp, er jeg nu med i startopstillingen. Og ikke nok med det, jeg er også topscorer på holdet halvvejs inde i sæsonen. Selvom min træner og holdkammerater er helt oppe at køre over mit spil, er jeg det ikke selv. Jeg bekymrer mig over, at jeg ikke har fortjent at få den plads. Og for hvert mål, jeg scorer, føles presset større, lige meget hvor meget vi fører. Hvis vi taber, giver jeg mig selv skylden, og jeg kan have katastrofetanker i dagevis. Jeg ville ønske, at jeg kunne nyde min succes, men det eneste, jeg tænker på, er, at jeg måske ryger tilbage på bænken, hvis jeg ikke gør det godt nok. Hvordan overbeviser jeg mig selv om, at jeg virkelig er god, og at jeg ikke bare har været heldig?

Labeled Incorrectly Excellent
16-årig basketballspiller

"Hvad tror du, din scoringsprocent er fra fielden?" spurgte jeg.

"Det aner jeg ikke," sagde hun.

"Jamen så," sagde jeg, "har du ingen grund til at blive så frustreret over ikke at ramme! Hvis du vil fokusere så meget på et tal, bør du i det mindste kende det tal."

Sandheden var, at den spiller havde den højeste procent på hele holdet. Men hun så slet ikke de skud, der gik i. Det er en anden version af selektiv lytning.

Tal lyver ikke. Hvis du kan åbne øjnene for dine egne, vil du måske begynde at forstå, at det er den spiller, du er nu. Dine trænere kan objektivt se, hvor god du er – det er deres job. Og da de ved, hvad du er i stand til, vil de formentlig bede dig om at fortsætte med at udvikle dig for at nå et nyt niveau.

Jeg gætter på, at du tænker: "Det er lige præcis det! Hvordan skal jeg dog leve op til deres forventninger!?" Tja, jeg er ikke sikker på, at du forstår, hvad disse forventninger består af. Trænere forventer ikke, at du altid vinder. Vi forventer ikke engang, at du altid præsterer på dit højeste niveau. Vi forventer bare, at du giver alt, du har.

En erfaren træner ved, at det er en del af jobbet at tabe. Grunden til, at du er bange for at tabe, er måske, at du ikke har nok "joberfaring" endnu.

Jeg coachede engang en Rhodes Scholar-finalist – så altså lidt af en stræber – som var helt overvældet af en frygt for at mislykkes. Hun havde haft succes med stort set alt, hun havde foretaget sig, så det var helt ukendt for hende at tabe. Hun var som en dykker, der kigger ned i det mørke vand, men hun vidste ikke, hvor dybt det var, eller hvor koldt, eller om der var piratfisk dernede.

Din situation er lidt anderledes; succes er stadig noget nyt for dig. Du er ikke vant til at være så højt oppe, og du ved ikke, hvor dybt du kan falde. Men konstanten i begge situationer er stadig frygten for det ukendte. Så jeg vil fortælle dig det samme, som jeg fortalte Rhodes Scholar-finalisten: Det er helt okay at fejle. Det kommer fra en, der har fejlet masser af gange. Jeg er her stadig, og jeg er faktisk blevet stærkere på grund af det.

Det er kun en af grundene til, at jeg synes, atleter er så modige. At mislykkes foran et publikum er ens hverdag! Man dedikerer det meste af sin tid til noget, der måske ikke vil gå godt. Man bliver ved med at møde op hver dag, selvom man ved, at mange af de dage bliver hårde. Det er mod.



Dine holdkammerater og trænere er på den samme rejse som dig. Og de bærer sandsynligvis rundt på meget af den samme frygt. Så du er ikke alene derude, og det vil du aldrig være. Husk på det, næste gang du begynder at få katastrofetanker. Så vil du måske mærke, at angsten begynder at fortage sig.

Coach Banghart