Courtney Banghart – Hvordan rejser jeg mig fra et stort nederlag?

Hej Coach

Fodbold er stort set hele mit liv. Jeg elsker det, jeg er rimelig god til det, og alle mine nærmeste venner er på holdet. Efter vi vandt statsmesterskabet med vores high school to år i træk, tabte vi sidste år i slutspillet. Jeg hader at tabe og har ærligt talt ikke kunnet ryste det af mig. Nu er jeg bekymret for den kommende sæson, når vi starter igen. Vores tre bedste spillere har taget afgangseksamen og de yngre spillere er ikke særligt gode. Det er mit sidste år, så det er sidste chance for at vinde. Jeg er ikke sikker på, at jeg er god nok til at komme på et college-hold, så jeg vil virkelig gerne afslutte på toppen. Hvordan kommer jeg mig over sidste sæsons skuffelse?

Getting Overworked About Losing (GOAL)
17-årig fodboldspiller

Du har ret, GOAL, det gør ondt at tabe. Men jeg vil hellere tabe end slet ikke spille.

Jeg har oplevet masser af store nederlag som spiller og coach. I 2015 nåede jeg slutspillet med Princeton som det højest rangerede Ivy League-hold i NCAA-turneringens historie, og som det eneste ubesejrede hold, kvinder eller mænd, i Division I-basketball.

Vi tabte i anden runde. Foran mere end 18.000 mennesker. Av.

I omklædningsrummet efter kampen sagde jeg til mine spillere, "Jeg ved godt, at det her gør ondt. Det gør det også på mig. Men den smerte betyder ikke, at vi mislykkedes. Den betyder, at vi gik all in".

Tja, du tabte. Du kan godt give 1.000 procent og stadig tabe. Men lad os gøre noget helt klart: Du er ikke en taber. Der er kun ét hold, der vinder det hele, men der er flere hold, som går all in. Og hvis du går all in, så er du en vinder.

Jeg vil opfordre dig til at forvandle din frygt for at tabe til frygt for at gå glip af en mulighed. Den ændring i fokus lærte jeg i high school. Jeg var statsmester i tennis, men da tiden var inde til at forsvare min titel, skulle jeg op imod et stortalent. Og jeg vidste, at min chance for at vinde over hende var lille. Men jeg vidste også, at hvis jeg var så bange for at tabe, så kunne jeg lige så godt give op med det samme – og det havde jeg ikke tænkt mig.

Så jeg tog chancen og håbede, at det ville ende med at være en dårlig dag for hende og en god dag for mig. Sådan gik det ikke. Jeg vandt ikke. Men det var et langt bedre resultat at spille og tabe foran det publikum mod en modstander på det niveau end at skulle leve med fortrydelsen over ikke at have prøvet. Og ved du hvad? Året efter vendte jeg tilbage og vandt mesterskabet igen (stortalentet havde taget afgangseksamen).

Noget andet, som hjalp mig med at forvandle det nederlag til en sejr, var ganske enkelt at respektere øjeblikket, at mærke smerten og slippe den. Du kan se tilbage, når du er gået på pension, ikke nu, hvor du stadig stræber opad. Og jeg, mine spillere – atleter generelt – vi stræber. Vi er jægere, altid på jagt.

På Twitter bruger jeg meget hashtagget #inpursuit. Det er mit mantra. Men det betyder ikke, at jeg jagter den næste sejr. Det betyder, at jeg jagter den næste mulighed. Og jeg har opdaget, at jo hårdere du arbejder, des større bliver de muligheder, der kommer din vej.

Jeg ser en stor mulighed foran dig i form af et genopbygningsår. Overlevelse og evolution handler om tilpasning. Det er det, Darwin sagde, og det elsker jeg. Jeg lever efter det. Jeg starter ikke på et genopbygningsår med tanken: "Pyh, det her bliver forfærdeligt". Jeg tænker: "Hvordan kan jeg tilpasse mig?"

Så der er mindre talent på dit hold denne sæson. Fint. Det er, hvad der sker. Hvordan vil du tilpasse dig? Tænk på, at du har et hold fyldt med hovedsageligt yngre spillere, så du kunne blive en leder. Inspirér dem til storhed. Jeg har altid været fascineret af det mentale aspekt af sport. Faktisk havde jeg neurovidenskab som hovedfag på college. Du ved nok intuitivt, at når du har selvtillid, så spiller du bedre, og lærer hurtigere. At løfte selvtilliden er et godt sted at starte.

Som spiller opbyggede jeg mine holdkammeraters selvtillid gennem mange små handlinger. Med highfives, ved at sige "Sådan, godt spillet i dag", tilbyde at køre folk hjem, hvor vi talte om de ting, der gik godt. Disse små ting giver folk megameget selvtillid, så de kan overvinde grænser, de muligvis sætter for sig selv. Desuden er opbygning af den her slags relationer det, som bliver hængende, ikke sejre og nederlag.

Du er den eneste, der kan bestemme, hvornår det er din sidste chance. I 2000, da jeg blev tilbudt min første stilling som tennis- og basketballtræner, tænkte jeg, at det jo ikke rigtig er arbejde. Jeg har nu været aktiv i 20 år og kunne ikke være mere lykkelig. Så måske er det for dig sidste gang, du trækker i din high school-jersey. Men det betyder ikke, at det behøver at være afslutningen på din sportskarriere, med mindre det er det, du selv vil. Du er den eneste, der kan bestemme, hvornår ting slutter for dig. Og hvordan.

Coach Banghart