Ask the Coach: "Jeg kom ikke på varsity-holdet. Hvad nu?"

Hej træner

Jeg har altid været banens bedste spiller. Faktisk på enhver bane. Når jeg spillede pickup i parken eller på varsity-holdet for min gamle skole, førte jeg an i angrebet. Altså indtil min familie flyttede. På min nye skole var der prøver til varsity-basketball. Alle andre på banen var hurtigere, stærkere og simpelthen bedre. Jeg følte mig totalt sårbar, og jeg blev da heller ikke udtaget til holdet. Jeg blev tilbudt en plads på junior-varsity-holdet, men jeg er bange for, at jeg ikke kan forbedre mig. Kan jeg stadig blive den bedste, hvis jeg ikke spiller med de bedste?


Lige pludselig kun "OK"
16-årig basketballspiller

Jeg har været der, "kun OK". Det mener jeg helt specifikt – ligesom dig kom jeg ikke med på et hold, som jeg vidste, at jeg fortjente at være på. Selvfølgelig er der mange, der har prøvet det. Så hvorfor føles det meget værre for personer som dig og mig?

For mit vedkommende kan jeg fortælle dig, at sport betød alt for mig, da jeg voksede op. Mit første ord var ikke "mor" eller "far", det var "bold". Det er ikke engang løgn. Jeg kommer fra en lille by i New Hampshire, hvor alle dyrkede al slags sport, for ellers havde man ikke nok spillere til holdene. Jeg var typen, der kom hjem fra fodboldtræning og begyndte at spille basketball, mens jeg stadig havde benskinnerne på. Der har nok også været noget skateboarding, ishockey og kunstskøjteløb inde over.

Fodbold var min første kærlighed og min første hjertesorg.

Da jeg var ni år aflagde jeg prøve til U12-fodboldholdet. Mit eget skolehold havde været statens bedste, så jeg var vant til at vinde. Jeg var sikker på, at jeg ville komme på U12-holdet. Jeg kom ikke på U12-holdet. Først kunne jeg ikke tro det. Den slags var aldrig sket for mig før. Det, jeg havde at byde på, var bare ikke nok. Der var ikke brug for mig. Træneren fortalte mine forældre, at jeg havde masser af potentiale, men var alt for lille. Mine forældre prøvede at trøste mig. Intet hjalp; jeg var blevet ydmyget.

Hvordan kom jeg mig så over det? Tja, det gjorde jeg måske ikke, siden jeg snakker med dig om det! Men jeg blev ved med at spille, for i bund og grund havde jeg ikke noget valg. Det her kommer til at lyde dramatisk, men det er sådan her: Sport har altid være min måde at være i kontakt med verden på. Det er det eneste, jeg nogensinde har kendt til. Så muligheden for at stoppe var ikke til stede. Og hvis jeg kan bedømme dig ud fra en e-mail på 100 ord, så er du i samme båd.

Man hører meget om topspillere, der bruger sådan et nederlag som brændstof til at komme endnu stærkere igen, hvilket jeg synes er fint. Jeg kan godt lide en god gammeldags historie om at få revanche i sport. Jeg plejede at træne en pige, som var den dårligst placerede spiller i sin nye klasse. Hun skrev sin placering på sit whiteboard som en påmindelse. Hun så på tallet hver dag. Hun besluttede sig for at bevise, at det var forkert. Og hun endte med at være den på holdet, der have mest spilletid – som førsteårselev. Så det er ét eksempel på en tilgang, der viste sig ikke at være helt dårlig.

Her er endnu et eksempel: Prøv at ændre din personlige definition af "bedste". En god spiller kan trods alt have mange forskellige kvaliteter. Der er rene fysiske evner, helt sikkert. Der er også den støtte, man kan give sit hold; bindemidlet, der forbedrer jeres kollektive kultur. Og så er der ben i næsen. Det er din villighed til at blive ved med at køre på, fortsætte med at blive bedre uanset hvad. Den har du altid kontrol over. Og det er din bedste indikator for, hvor god du ender med at være.

Send en e-mail til [email protected] med et spørgsmål om, hvordan du kan forbedre dit mindset i sport og fitness.